Da vores ældste søn skulle i skole følte vi ikke, at Holstebro var stedet for ham og os. Faktisk fik jeg nærmest ”ondt i maven” over at min søn skulle gå i en skole med 1000 elever, siger Gerda Bundgaard Pedersen.
Da nu 16-årige Lasse skulle starte i skole, var familien bosat i Holstebro i en renoveret villa nær centrum. Forældrene Kristian Dybdahl og Gerda Bundgaard Pedersen fandt dog hurtig ud af, at en stor skole med mange elever, ikke lige var det de ønskede for deres søn og dem selv.
Familien består af forældrene Kristian og Gerda, Ninna 11 år og Lasse 16 år.
”Det er nu 10 år siden at vi flyttede til Hjerm, og vi har aldrig taget bedre beslutning”, siger parret.
– Her er alt hvad man har brug for, især er der et helt fantastisk fællesskab og sammenhold i byen. Vi oplevede det som utrolig nemt at blive en del af fællesskabet, faktisk følte vi os velkommen i byen lige med det samme.
”Som eksempel herpå, blev jeg ringet op af en forælder til et barn i vores søns klasse, på det tidspunkt havde vi kun boet her i byen i ca. 3 måneder. Hun ville høre, om ikke jeg havde lyst til at lære mere om byen og lære flere mennesker at kende? Jo, det ville jeg da gerne – ”fint, så er du hermed medlem af vores bestyrelse i idrætsforeningen, sagde hun”, siger Gerda.
Kristian tilføjer, at han og en anden far har været træner for sønnens fodboldhold i mange år. Det giver et helt specielt forhold til børnene og deres venner, at være sammen med dem på den måde.
Nu er han ikke træner længere, men stadig meget engageret i foreningslivet i Hjerm.
Når man spørger børnene, hvad der er godt ved at bo i Hjerm er de ikke i tvivl.
Det hele – kort og godt det hele. De oplever også sammenholdt med masser af venner. De har altid oplevet det som dejligt at gå i skole og dejligt at dyrke sport med vennerne efter skole.
-”Når man er sammen med sine venner hver dag, både i skolen og til fritidsinteresser, så lærer man hinanden rigtig godt at kende og det er bare fedt”, siger Lasse.
Ninna giver ham ret, ”Det er bare det dejligste sted at bo her i Hjerm – det er den bedste by overhovedet”, siger hun.
– Og det er ikke bare børnene, som har formået at få mange venner omkring sig. Det samme er sket for de voksne i familien. En del af venskaberne opstår, fordi alle i området er engageret i det store udvalg af foreninger i området.